Amerikabrev

Norske utvandrere har etterlatt seg en mengde brev som forteller om overfarten, livet i Amerika og om forholdet til slekt og venner i Norge. Brevene gir rike vitnesbyrd om utvandrerens liv. En mengde brev er samlet i Orm Øverland og Steinar Kjærheim (red.): Fra Amerika til Norge. Norske utvandrerbrev, bind I (1837–1857), bind II (1858–1868) og bind III (1869–1874) (Solum Forlag 1992–93). Tidligere har norskamerikaneren Theodore C. Blegen utgitt Amerikabrev, Aschehoug 1958. I det følgende er det gjengitt utdrag fra tre brev der det fortelles om nordmenns liv og livsvilkår i Amerika.

Oppgave

Hva var det ved disse brevene som kunne friste folk til eller skremme folk fra å reise til Amerika?

Kilder

Fra Hellik Olsen Lehovd Christiana, Dane Co., Wisconsin, 14. mai 1856 Til Ole Helgesen Lehovd og familien, Flesberg, Buskerud

Toun of Christiana Dane County Wisconsen den 14de Mai 1856.

Kjære uforglemmelige Forældre og Søskende!

(...) Jeg har vel Grund til at prise mig lykkelig at jeg nu er i America, hvor jeg ikke behøver at frygte for at jeg ligesom man har det i Norge tvert mod Menneskets Villie er fri for den Tvang hvori Norge holder sine tappre Sønner og alligevel raabe at Man er fri. Vi kjende og meget godt til det hele Forhold angaaende Krigen i Europa, da vi have norsk Presse og norske Bladredactører her som med hver Post erholde Efterretning saavel fra Europa som fra enhver Verdensdeel, hvilket er os meget hyggeligt da vi i vort eget Sprog kan faa Oplysning om de vigtigste Begivenheder.

Du ønsker at faa vide hvad Arbeide vi have her om Vinteren, og det bestaaer for det meste i at kjøre Brænde og hugge den, og stelle Chreaturene, men her have vi for det meste kjørt Mursteen i Vinter da baade Tosten og Hellik agte nu i Sommer at bygge hver sit Huus af Muursteen, hvorfor vi have kjørt hjem 69000 Stene, og vi havde omtrent 1/2 norsk Mil at kjøre dem, og vi kjørte for det meste to Læs om Dagen og det var jeg og H Gundersen som kjørte hver med to Hæste, og nu en Tid have vi haft Vaaraanen at gjøre som vi nu ere færdige med, og Hvede Ageren staaer nu næsten grøn over det hele. Det vilde nok blive slemt for mig nu om jeg skulde være hjemme og kjøre Kul og ligge ude Nat efter Nat; thi her kjører man ikke om Natten. Her har De for det meste hvad mit Vinterarbeide bestod i dog hvad Chreatur Stavringen angaaer da har ikke jeg haft andet end Hæstene at stelle, men blandt Americanerne steller aldrig Frutimmerne Chreaturene ikke engang mælker de Kjørene, men blandt de Norske stelle en Deel af Qvindfolket selv Chreaturene.

Naar jeg har ud tjent Aaret hos Tosten da er det min Bestemmelse om Gud saa vil føie det at gaae vest til Minisota og tage mig Land; Hvilket vel ikke bliver før næste Vaar i gjen, og De vil da skrive til mig enten til Høsten eller i Førstningen af Vinteren saa jeg kan faae det før jeg reiser herfra. (...)

Fra Paul Hjelm-Hansen til Nordisk Folkeblad

Allerede det her Anførte er tilstrækkeligt til at vise, at Fristaterne endnu have umådelige Landstrækninger, som ligge og vente på arbeidsdygtige Hænder, og at her er Land nok til Agerdyrkning i mange, mange År selv om Indvandringen skulde blive dobbelt så stor som hidtil. Der kan heller ikke være nogen alvorlig Tvivl om, at vi endnu kun have seet Begyndelsen af den europæiske Indvandring i Amerika. Når de Tusinder Mile Jernbaner, som ere påtænkte tversigjennem de vestlige Stater til det Stille Hav, ere istandbragte, hvilket for den ene Linies Vedkommende rimeligvis vil være skeet inden tre År, ville mange nye Erhvervskilder åbnes ved Optagelsen af de umådelige Naturfonds, som nu ligge ubenyttede, og det Land, som nu ligger Tusinde Mile borte fra Markeder, og derfor ikke betragtes stort bedre end en Ørken, vil blive optaget og får Værdi. Først da, tænker jeg, ville vi se en Indvandring, som forslår.

Læger og Apothekere synes her at gjøre gode Forretninger; men da også denne business er ubetinget fri, er Konkurrensen med Charlatanerne forfærdelig. For Theologer fra Norge er her vistnok endnu Ansættelse at erholde; men jeg antager, at alt flere og flere norske Farmersønner ville komme til at studere ved Universiteterne her, fornemmelig Theologi, så at den Tid forhåbentlig ikke er meget fjern, da man her vil kunne undgå at søge Præstehjælp i Norge.

For flinke og sædelige Tjenestepiger er Amerika et meget godt Land af den Grund, at de unge amerikanske Fruentimmer i Regelen røbe en afgjort Utilbøielighed til at underkaste sig den Tvang, som er forbunden med et Tjenestetyendes Stilling, skjønt Gud skal vide, at denne Tvang ikke er meget stor her i Landet. I "Chicago Tribune" læste jeg for nogen Tid siden en bedrøvelig skildring af den Forlegenhed, hvori Husmødrene i denne By befinde sig, fordi de ikke kunne skaffe sig Tjenestepiger. Byens unge Piger finde på en uendelig Mængde Beskjæftigelser, for at undgå fast Tjeneste, og der er sådan Mangel på Tjenestepiger, at Ugelønnen går op lige til 5 Dollars. (Den er i Almindelighet kun 2 a 3 Dollars.) Her er stadig Søgning efter norske og svenske Tjenestepiger, og da de behandles særdeles godt, navnligen i Yankeefamilierne, er der Ingen, som jeg med så stor Tryghed kan tilråde Udvandring, som flinke, sædelige og velopdragne unge Piger; men de bør lære lidt Engelsk før de reise hjemmefra.

Fra en nordmann i Dodge County, Minnesota

(September 1862)

(...) I dette såkaldte herlige Amerika er nu ikke godt at være. Her er ret et Farens Land, og vi vide os ikke nogen Dag sikre hverken for vort Liv eller vor Eiendom. For en Uge siden blev i vort County (Dodge County i det sydøstlige Minnesota) hver Mands Navn opskrevet, der er mellem 18 og 45 Aar gammel og har Borgerret, uanseet om han, som jeg, er gift eller ikke; thi i næste Måned (Oktober) skal der være Udskrivning til Krigstjeneste, og alene i vort County skal der stilles 118 Mand foruden dem, som allerede frivillig have ladet sig hverve.

Forrige Uge måtte vi da Alle forlade vort Høst-Arbeide og vore grædende Hustruer og Børn og indfinde os på Udskrivningsstedet, nedslagne og bekymrede. (...) Flere lode sig da hverve, både Yankere og Norske. Men vi Andre, der helst vilde blive hjemme og arbeide for Kone og Børn, fik Befaling til at holde os parate til næste Udskrivning i Oktober, og da skal det ved Lodtrækning afgjøres, hvor der skal afsted. Imidlertid blev det os forbudt at forlade vort County (Amt) uden særskilt Tilladelse, ligesom det blev betydet os, at Ingen kunde erholde Pas til at forlade Landet. Sørgmodige droge vi da hjem, og nu går vi i Uvished og Spænding, næsten som Krigsfanger i dette forhen så frie Land. Vore Navne ere opskrevne, – måske jeg i næste Måned er Soldat og må forlade Hus og Hjem, Hustru og Barn og Alt hvad jeg nu i mange År har stræbet for.

Men dette er ikke det Værste. Vi have en anden og langt grusommere Fiende i vor Nærhed, nemlig Indianerne. De husere især i det nordvestlige Minnesota og øve Grusomheder, som ingen Pen kan beskrive. Endnu ere de ikke komne ned i vore forholdsvis tættere beboede Egne, men de ere dog ikke mere end fra 10 til 15 norske Mile fra os, og daglig kommer Setlere her igjennem, der have måttet flygte fra Alt hva de eiede for at undgå den pinligste Død. Flere Norske ere dræbte og mange Kvinder ere tagne tilfange. De jage Kvinderne sammen i Flokke for at lave dem drive det røvede Kvæg.

Da Indianerne ere beredne, fare de med Stormens Hurtighed hen over de store Prairier, og man er intetsteds sikker for dem, da de ere ligeså listige som dristige. Forleden Aften kom det Skrækkens Budskab, at de vare seede her i vort Nabolag, og vi spændte da vore Heste for og beredte os til at forlade vort Hus og al vor Eiendom, for i Nattens Mørke at flygte for Kannibalerne; men Gud være lovet! det var blind Allarm, og vi kunde for den Gang slå os til Ro. Men hvor frygteligt er det ikke således hvert Øieblik at kunne vente at blive overfaldt, røvet og kanske myrdet! Vi gå ikke nogen Aften tilsengs uden Frygt, og min Riffel er altid ladt; – men Herrens Villie ske, vi må ikke knurre; han kan jo endnu redde os. Visstnok er der sendt noget Kavalleri mod disse Horder, men det forslår lidet, da Indianerne skulle være over 10 000 Mand stærke. Desuden ere de så listige, at det ikke er let at få Bugt med dem. De klæde sig nu og da i almindelighed Fargerdragt og snige sig lydløst ind på sine Offere. Således overfaldt de nylig flere Norske, der uden at ane nogen Fare vare beskjæftigede med deres Træskemaskine; Mændene bleve alle myrdede, Hestene stjålne, og Maskinen tilligemed den hele Avling opbrændt (...)

Du kan da heraf se, hvorledes vi leve! På den ene Side Udsigt til at blive ført ned som Kanonføde til Syden, på den anden overhængende Fare for at blive et Rov for Indianere. Dertil kommer den svære Krigsskat, som Enhver skal udrede, hvad enten han udskrives til Soldat eller ikke. Godt har Du, som kan være hjemme i det fredelige Norge. Gud give os Tålmodighed og Kraft til at bære disse tunge Byrder.

Fra Iver Sjursen Ystaas Locust, Winnesheik Co., Iowa, 24. mars 1874, Til Thrond Sjursen Haukenæs, Granvin, Hordaland

Seim den 24. marts 1874

Kjære ven Th.S. Haukenæs!
De ønsker vel gjerne at høre, hvorledes jeg har det, som er her i det lovpriste Amerika. Jeg kan da med glæde berette dig, at jeg lever vel med hilsen og i andre henseender befinder mig vel, da jeg trives godt. Jeg angrer kun paa, at jeg ikke reiste her til for mange aar siden. For det første saa er det da, medens man er ung meget lettere at blive (lære) sproget, end naar man bliver noget ældre, og tillige at sætte sig ind i de amerikanske forholde. For det andet, saa er her meget snarere at tjene penge end der hjemme, paa hvad slags arbeide det end er, og især om sommeren i hø aanen, da man kan faa fra 2 til 3 dollars om dagen og kosten: men saa er det ogsaa ofte meget tungt arbeide; thi man ser her bare paa hurtigheden af at udføre et arbeide og ikke paa hvorledes det bliver gjort. Men den som er stærk og har god hilse og tillige vil arbeide nogelunde stadigt, paa hvad som forfalder, han kan paa en kort tid tjene mange penge, for arbeide er her at faa til alle tider. Men er her snart at tjene penge, saa er her ogsaa meget snart at ødelægge for den, som ikke nøie vil passe paa den; især for dem, som vil holde sig efter de høieset moder, da saadanne moder er over maade dyre og ryre, og dem, som dertil holder sig meget paa salonerne (saloon) eller skjænkestuerne, saa gaar det endnu fortere med penge udtællingerne, da her heller ikke er godt kjøb at faa. Et glas øl omtrent en pægel koster 5 cent, en liden dram brændevin 10 cent, og andre drikkervarer i forhold dertil. Og da kan du vel deraf slutte, at der er altfor mange som holder rent bord og ikke lægger mange spareskillinger tilside. Hvad klædedragten angaar, da er det især kvindfolkene, som er mest udsatte for modersyge, da den ene vil overgaa den anden i at stadse og pynte sig, og snart sagt bestaar største delen af deres arbeide deri, og det er kommet saavidt, at der er nu ingen forskjel paa klædedragten paa landsjenter, byens jomfruer og frøkener. Du undres vel derfor ikke over om indtægt og udgift neppe vil ballansere for dem, endskjønt de have mange gange saa meget løn, som i Norge. De have ogsaa meget lettere arbeide end hjemme, da de ikke arbeide noget andet end at bestelle end at lave maden, vaske, stryge og pynte sig. Det er mandfolkene, som her røgte kreaturerne, som gaar ude hele vinteren. Jeg synes derfor, at kvindfolkene have det meget bedre her end i Norge, og jeg tror, at dersom jenterne der hjemme vidste hvorledes de havde det her, saa vilde en stor del af dem drage herover.