Prinsen og edsavleggelsen

Ved valgene til riksforsamling skulle det avlegges en ed om Norges selvstendighet. På Eidsvoll viste det seg at en av representantene, godseier Severin Løvenskiold, ikke hadde avlagt eden. Han ble derfor umiddelbart etter å ha ankommet Eidsvoll innkalt til en samtale med prins Kristian Fredrik. Begge har gjengitt samtalen i sine dagboksnotater. (Utdragene er hentet fra Eli Fure: Eidsvoll 1814. Dreyer 1989, side 23–24.)

Oppgave

1. Hvorfor var det så viktig for Kristian Fredrik at representantene avla eden?
2. Hva var Severin Løvenskiolds begrunnelse for å motsette seg å avlegge eden?

Kilder

Utdrag fra Kristian Fredriks dagbok

Idagmorges hadde jeg en noksaa livlig samtale med amtmand Løvenskiold, som – saa utrolig det end lyder – slet ikke har svoret eden; jeg sa ham, at det var hans ubetingede pligt at gjøre det, ti hvis han ikke gjorde det, kunde han ikke møte i riksforsamlingen. Saa talte han længe og utførlig om sin frygt og sin overbevisning om at landet ikke kunde klare sig uten at være forenet med Sverige; men jeg gav ham ordentlig besked og spurte ham, om han var saa godt inde i politikken, at han kunde forutse alle de hændelser som kunde komme til at ske, eller som alt hadde skedd til bedste for os, eller om han ialfald kjendte de andre hoffers sindelag? Han forsikret mig, at hans opfatning var en frugt av moden overveielse; men jeg tror snarere, at denne dumme fyr har latt sig fange i grev Wedels og likesindedes garn, disse mænd som bare ser lykken i at vi forener os med vore fiender. – Denne klik bor paa samme sted, og jeg er viss paa at de lægger hoderne sammen. –

Utdrag fra Severin Løvenskiolds notat fra samtalen

Av Løvenskiolds notater fremgår det at samtalen startet med en generell diskusjon om Norges stilling og Kristian Fredriks posisjon. Severin Løvenskiold hadde på det tidspunktet trådt ut av et offentlig styre (provideringskommisjonen). Ifølge Løvenskiolds referat spør prinsen:

Jeg spørger Dem hvad der i vores Stilling vilde blive af Landet, naar en hver brugbar Mand trak sig tilbage, naar jeg gjorde, som De har giort.

S.L.: Naadigste Prints! (...) skylder jeg mit Fædreland og mig selv, frimodigen at erklære: At D.K.H. og mit Fædreland efter min ringe Formening, staaer paa den Afgrundens Bredde, at jeg kun kan øyne begges Redning, om De medens det endnu er Tiid trækker Dem tilbage.

Printsens Affect tiltog, og han replicerede med meget Hæftighed: Er det Takken for minde Opoffrelser? Vilde De at jeg skulde henkaste Deres Fædreland under Sverriges Aag?

S.L.: Taknemmelig paaskjænner jeg at De nu giver Nationen Anledning til selv at bestemme sin Skiæbne; men for mine Øyne, er under Norges og Europas nærværende Stilling, Foreningen med Sverrig uundgaaelig, Jeg øyner kun det Alternativ: Forening som Resultat af begge Nationers Mellemhandling, paa Vilkaar hvorved Norges nationale Selvstændighed vedligeholdes, eller – Underkuelse som sikker Følge av D.K. Høyheds politiske Systems vedvarende Vedblivelse. Jeg anser Norges politiske Selvstændigheds Erobring under nærværende Omstændigheder høyst usandsynlig, dens Vedligeholdelse umuelig paa en for Nationens Lykke og Statens udvorters sikkerhed tilfredsstillende Maade.

Prints med tiltagende Affect: Hvorpaa grunder De da Deres urimelige og svage Frygt?

S.L.: D.K.Hds. Spørgsmaal giver mig Friehed til at spørge; hvorpaa De grunder Deres Haab? Min Frygt grunder sig paa Landets Afkræftelse, Elendighed, Mangel paa Livets første Nødvendigheder, Naboe Rigets Overmagt, heele Europas Forbund! Selve Napoleon, det af Naturen velsignede Frankrig, maae falde for et overvægtigt Forbund, tør 900 000 hungrende Mennesker med hoget Skind at Grund haabe at kunde modstaae det samme Forbund?

Prints: Vi kiende jo endnu ikke de Fremmede Magters bestemte Sindelag, der kan jo skee de mest uventede Begivenheder i vores Favour! Hvorfor fortvivle før Tiiden!

S.L.: Folket sulter i Nød og Elendighed, Intet Brød Korn, intet Sædekorn, og jeg vover at gjentage: at om end mod Sandsynlighed disse første Nødvendigheder for Øyeblikket kunde skaffes, saa øyner jeg dog for mit Fædreland kun Ulykker; men ingen udvortes Anseelse og Magt til at vedligeholde Freed og Roe og borgerlig Lyksalighed end den tiltænkte isolerede Selvstændighed, som under nærværende Omstændigheder, i mine Øyne er et Phantom, hvorfor Nationen ikke bør opoffres.

Nu steeg Printsens Affect til det høyeste, og han udbrød med hæftigste Bitterhed: Jeg hører De er svensk sinded og jeg veed ikke bedre at raade Dem end at reise til Sverrig, og der at modtage det Svenske Aag, som De attraaer for Deres Fædreland.

S.L.: Før jeg vilde see mit Fædreland under Svensk Aag, vilde jeg opoffre sidste Skiærv, sidste Blods Draabe; men jeg foretrækker en frivillig og liberal Forening. Mit Hierte er Der.

K.H. hengivet: Jeg gruer over Deres og Fædrelandets Stilling; men mine Følelser for D.K.H. bør vige for min Overbeviisning om Fædrelandets Tarv. Med min Anskuelse om Fædrelandets Stilling har jeg søgt at undgaae den af D.K.H. befalede Eed, thi hvorledes kan jeg som ærlig Mand besværge, at vilde hæfde en Selvstændighed som jeg anseer usandsynlig at kunde opnaae, umuelig at vedligeholde, og ieg vover saaledes, at bede mig forskaaned for denne Eed.

Pr.: Eeden maae De aflægge, om De vil fungere ved Rigsforsamlingen Bedømmelse, men jeg begriber ikke, hvorledes man kan vægre sig mod saadan Eed.

S.L.: Jeg kunde vel henskyde mig under Rigs Forsamlingens Bedømmelse, men jeg vil ikke gjøre Sensation i denne Begivenhed, og naar D.K.H. befaler mig at sværge, maae jeg overlade til Dem, om De vil tækkes med en befaled ordret Eed, eller om ieg frievillig maae giøre den Betingelsesviis.
Pr. Deres Eed udbeder jeg inden i Morgen. Jeg anser Dem for en ærlig Mand, og om jeg har laded falde nogle varme Ord, saa læg dem ikke paa Hierte.
(Løvenskiold avla senere eden)